BOFA arbejder på at opfylde Vision 2032 inden uret tikker ud

  • –

    år

  • –

    d

  • –

    t

  • –

    m

  • –

    s

Alle spørgsmål og svar

BOFA tager affaldet. Men hvor afleverer jeg mine brugte dæk? Må der være fælge på? Hvad gør jeg med den halve bøtte maling, der blev til overs?

Vi har samlet de oftest stillede spørgsmål her. Klik og se svaret.

Nederst på siden har vi en direkte mail til BOFAs affaldseksperter, hvis du ikke kan finde svaret på siden.

Ofte stillede spørgsmål

  • Sådan bruger du komposten korrekt

    Komposten er meget næringsrig, så følg anvisningerne her på siden for at opnå det bedste resultat.

    Anvendelse af kompost
    Kompost egner sig godt til generel jordforbedring og som gødning, især til flerårige planter som stauder, buske og træer.

    Mængde og hyppighed:

    • Udlæg et lag på 4 cm hvert 3.-5. år eller ca. 1 cm årligt.
    • Et lag på 1 cm svarer til at udlægge 10 liter pr. m² eller 1 m³ pr. 100 m².
    • Hvis du anvender kompost i forbindelse med såning, skal komposten indarbejdes i jorden før såning.
    • I forbindelse med plantning kan kompost udlægges på jorden efter plantning. På lerjord, hvor der er behov for jordforbedring, anbefales det dog at indarbejde komposten i jorden inden plantning.
    • Kompost eller blandinger med kompost bør aldrig indarbejdes dybere end:
      • 20 cm på lerjord
      • 40 cm på sandjord

    Der må aldrig sås eller plantes direkte i ublandet kompost.

    Når jordens næringstilstand er i balance (eventuelt undersøgt ved en jordbundsanalyse), kan kompost erstatte fosfor- og kaliumgødning samt kalkning. Det betyder, at det ikke er nødvendigt at bruge NPK-kunstgødning. Kun næringskrævende eller hurtigvoksende planter har behov for ekstra kvælstof samme år, som der tilføres et lag kompost på 4 cm.

    Ved en mindre, årlig tilførsel af kompost kan det være nødvendigt at supplere med kvælstof. Dette kan gøres ved at anvende kalksalpeter eller kalkammonsalpeter (f.eks. 2 kg pr. 100 m²) eller ved at nedfræse kvælstofbindende plantearter som jordkløver eller vintervikke.

    Hvis der regelmæssigt tilføres kompost, er det ikke nødvendigt at bruge spagnum til almindelig jordforbedring. Kompost er det mest effektive jordforbedringsmiddel, især i lerjord.

    Køkkenhave og sommerblomster:
    Et 4 cm tykt lag kompost indarbejdes i jorden inden såning/udplantning eller udlægges på jorden efter udplantning. Suppler med kvælstofgødning.

    Gamle staudebede:
    Læg et 4 cm tykt lag kompost på jorden omkring planterne.

    Anlæg af græsplæne:
    Et 3 cm tykt lag kompost indarbejdes grundigt og jævnt i jorden inden såning. Suppler med kvælstofgødning efter fremspring (dog ikke i vinterhalvåret).

    Plantning af stauder og små buske:
    Et 4 cm tykt lag kompost indarbejdes i jorden inden plantning eller udlægges på jorden efter plantning.

    Plantning af større buske og træer:
    Jorden fra plantehullet blandes evt. med kompost (1 del kompost til 4 dele jord). Undgå at lægge ublandet kompost i bunden af hullet. Efter plantning fordeles et 8 cm tykt lag kompost på jorden omkring planten, men sørg for at efterlade et område med bar jord tæt på plantens stamme.

    Gamle buske og træer:
    Læg et 8 cm tykt lag kompost på jorden under planterne, men efterlad bar jord helt inde omkring stammen.

    Gamle græsplæner:

    • Bland 1 del kompost med 2 dele sand.
    • Fordel blandingen i et jævnt lag på ca. 1 cm over plænen i foråret.
    • Riv forsigtigt bagefter.
    • Hvis græsset er dækket af blandingen i mere end 1-2 uger, bør du vande plænen.

    Drivhus- og stueplanter:
    1 del kompost blandes med 2 dele spagnum inden såning eller 1 del spagnum inden omplantning. Anvend ugødet, ikke-kalket spagnum.

    Sådan bliver haveaffald til kompost på BOFA
    Haveaffald fra både private og erhverv modtages og behandles på BOFAas anlæg i Rønne. Her bliver affaldet først neddelt og derefter lagt i kompostmiler. Under processen vendes og vandes milerne løbende for at sikre en effektiv nedbrydning.

    Temperaturen i kompostmilerne stiger til omkring 70-80 ºC. Denne høje temperatur sikrer, at snegle og snegleæg ikke overlever, hvilket gør komposten fri for skadedyr.

    Efter cirka halvandet år er haveaffaldet omdannet til næringsrig og kraftig kompost, som udleveres gratis til de bornholmske borgere.

  • Affaldsafhentning

    BOFA varetager indsamlingen af affald ved husstande og MiljØer.

    Opgaven udliciteres og udføres i indeværende udbud af to underentreprenører:

    • Meldgaard: står for husstandsindsamling.
    • Fugato: står for tømning af MiljØer.
  • Affaldsplan 2022-2034

    Kære læser

    Velkommen til Affaldsplan for Bornholms Regionskommune for 2022 – 2034. Med denne affaldsplan lægger BOFA de overordnede rammer for det videre arbejde med at opfylde visionen om et affaldsfrit Bornholm i 2032. Affaldsplanen bygger dels på den nationale affaldsplan for hele Danmark og dels på Bornholms egen Vision 2032.
    Med den nye affaldsplan og med de initiativer, der følger – i første omgang sortering i op til 12 affaldsfraktioner i husstandene – kommer vi markant nærmere det bæredygtige samfund, vi alle ønsker os.

    For at nå målene i affaldsplanen må alle bidrage. Samarbejde er vejen frem. Uanset om man er renovatør, entreprenør, virksomhed, forening, borger eller barn på Bornholm. Der er brug for alle.

    Vi skal vænne os til mange forandringer på affaldsområdet i de kommende år, for det er helt nødvendigt i en verden med stadigt flere indbyggere og begrænsede ressourcer. Affaldsplan for Bornholms Regionskommune for 2022 – 2034 er et af Bornholms bidrag til at imødegå denne udfordring.

    God læselyst

    Venlig hilsen

    Jens Hjul-Nielsen
    Direktør for BOFA

    Du finder affaldsplan 2022-2034 og den tilhørende miljøvurdering fra COWI på Bladhylden

  • Må man klunse på BOFAs pladser?

    Ja, det er tilladt at klunse på genbrugspladsen, men der er visse materialer og situationer, hvor det ikke er tilladt.

    Det må du ikke klunse i:

    • El-skrot: Dette gælder både små og store elektriske apparater, hårde hvidevarer og alt andet, der er strømforsynet.
    • Farligt affald: Hverken det, der ligger på bordet, eller det, der er i containerne, må klunses.
    • Særlig container til donation: Containere, som fx Jobcentret eller andre organisationer har opstillet til genbrugseffekter, er også undtaget.
    • Med salg for øje: Det er ikke tilladt at klunse metal med henblik på videresalg.

    Er du i tvivl?
    Hvis du er usikker på, hvad der må klunses, så spørg pladspersonalet.

    Ønsker du ikke, at dine ting bliver klunset?
    Hvis du af en eller anden grund ikke ønsker, at det, du afleverer på genbrugspladsen, skal kunne klunses af andre, kan du kontakte pladspersonalet. De kan enten destruere det med maskiner eller på anden måde sikre, at klunsning ikke finder sted.