Virksomheder, der afleverer affald på de bornholmske genbrugspladser, afregnes pr. besøg på pladsen og som ikke tidligere med et fast årligt gebyr. Dette sker for at sikre en mere kostægte afregning, således at virksomheder med mange besøg og meget affald betaler mere end virksomheder med få besøg og mindre mængder affald.
Praktisk vil en nummerpladescanner sørge for at registrere erhvervskøretøjerne ved indkørsel.
OBS! Erhvervskøretøjer (nummerplader) der var tilmeldt ordningen i 2025 overføres automatisk til den nye erhvervsordning i 2026. Du skal derfor kun foretage dig noget, hvis der er ændringer i dine tilmeldte erhvervskøretøjer eller du har fået nye.
Pris pr. besøg pr. 1 januar 2026:
- Håndværks – og anlægsgartnervirksomheder skal betale 100 kr. (ex. moms) pr. besøg.
- Øvrige virksomheder skal betale 25 kr. (ex. moms) pr. besøg.
Obs! Der opkræves betaling ved indkørsel på genbrugspladsen, uanset mængden af affald.
Hvis du er i tvivl om din virksomheds branchekode kan du finde den på virk.dk.
- Erhvervsaffald afregnes pr. besøg på genbrugspladsen.
- Når dit erhvervskøretøj er tilmeldt ordningen, bliver køretøjets nummerplade automatisk aflæst ved indkørsel på genbrugspladsen.
- Virksomheden modtager en samlet faktura ved månedens udgang.
- Ordningen omfatter erhvervskøretøjer med hvide, gule eller papegøje-nummerplader. Max. Totalvægt på 3.500 kg.
Vigtigt ved arbejde for BOFA:
- Kontakt straks pladspersonalet ved ankomst, hvis du skal levere varer eller udføre arbejde for BOFA. Så undgår du at blive faktureret.
- Uden for åbningstid: På de døgnåbne pladser er det ikke muligt at få annulleret betalingen, når pladspersonalet ikke er til stede.
Det er vigtigt at understrege, at ændringen ikke betyder øget indtjening til BOFA – kun en omfordeling af eksisterende indtægter.
Ændringen er vedtaget af kommunalbestyrelsen på Bornholm i efteråret 2024. Prissatser vedtaget af kommunalbestyrelsen oktober 2025.
Vh. BOFA

