Vi oplever desværre, at nogle få husstande har udfordringer med affald i beholderen, efter den er blevet tømt. Vi beklager udfordringerne og er i fuld gang med at undersøge, hvordan vi bedst løser problemet.
Der kan være forskellige årsager til at dit affald sidder fast i beholderen:
- Plast og mdk kan have svært ved at komme ud af beholderen, hvis det er presset for hårdt sammen. Tip! Undgå at fylde for meget affald i din beholder.
- Affaldet kan sidde fast, f.eks. hvis der ligger store stykker pap i beholderen. Din beholder er kun beregnet til mindre stykker pap – højst i størrelsen A4, som f.eks. tandpastaæsken, morgenmadsæsken eller andet emballagepap.
- Affaldet kan være frosset fast. Frostvejr kan desværre betyde, at noget affald fryser fast i behol-deren, hvis det er fugtigt eller vådt. Tip! Prøv så vidt muligt at holde beholderen tør.
- Det bløde plast kan blive statisk elektrisk på grund af frostvejr. Den lave temperatur kan gøre, at det bløde plast ‘hænger’ fast i siden af beholderen og derfor har sværere ved at komme ud.
- Enkelte stykker affald kan blokere for resten af affaldet, så det ikke ryger ud, f.eks. fordi det rammer kanten af beholderen.
Nye indstillinger på skraldebilen
Ofte skyldes udfordringen, at skraldebilerne har fået nye indstillinger, der er mere skånsomme for vores materiel.
Det betyder bl.a., at sammenpresset og/eller fastfrosset affald samt større papstykker kan have sværere ved at slippe beholderen, så den ikke bliver tømt helt. Skraldemanden må ikke løsne affald manuelt, som sidder fast i skraldespanden, da dette kan udgøre en sundhedsrisiko for ham.
Hvis der er affald tilbage i beholderen, tager skraldemanden et billede af den. På den måde får BOFA et overblik over problemet og dets omfang.
BOFA arbejder ihærdigt for at finde frem til en brugbar løsning, og er i dialog med både beholderleverandør, vognopbygger samt Meldgaard.
“Jeg har ikke fået tømt min beholder helt, hvad gør jeg med affaldet?”
Det er desværre ikke muligt at sende skraldebilen tilbage til din adresse, da skraldemanden har været forbi og forsøgt at tømme din beholder. Hvis du mangler plads, har du mulighed for at benytte følgende løsninger:
Restaffald og genanvendeligt affald:
Du kan altid aflevere dit Restaffald og genanvendelige affald (plast, mdk, pap/papir, glas og metal) på genbrugspladsen. Find den nærmeste genbrugsplads her.
Storskrald:
Plast, metal og stort pap kan også afleveres til storskrald. Du kan læse mere om storskraldsordningen ved at klikke her.
Eksempler på sammenpresset pap, der skaber problemer i forhold til tømning af beholderen.