FUTURE
FUTURE-projektet forløb i 2018 – medio 2021.
Projektets hovedfokus var at færre levedygtige produkter skal blive til affald. BOFA har med FUTURE-projektet arbejdet på at øge indsatsen for at undgå at ting og sager bliver til affald, hvis de i virkeligheden sagtens kan bruges igen. Primært ved at øge borgernes mulighed for at genbruge eller donere sine sager til genbrug.
I FUTURE-projektet blev der opsat genbrugscontainere på henholdsvis Hasle og Aakirkeby Genbrugsplads. I genbrugscontainerne afleverede borgerne genbrugssager, som så blev doneret til Hasle Idrætsforening og Aakirkeby Idrætsforening, der deltog i projektsamarbejdet. Tanken var at idrætsforeningerne efterfølgende skulle sælge de indsamlede genstande på loppemarkeder og derigennem tjene en mønt til foreningskassen. Men så kom COVID-19 og ændrede mulighederne. Hasle Idrætsforening har samlet effekterne sammen gennem hele perioden og sat på lager, for at holde loppemarked når muligheden genopstår. Aakirkeby Idrætsforening har gennem hele projektet solgt effekterne via de sociale medier.
Erfaringerne fra FUTURE-projektet har været rigtig gode og BOFAs mål er at forankre FUTURE-projektet med genbrugscontainere på alle de bornholmske genbrugspladser.
I efteråret 2021 vil BOFA tilbyde en ordning hvor alle øens foreninger kan tilmelde sig og på skift ”låne” genbrugscontaineren på én af øens genbrugspladser i f.eks. en måned.
FUTURE projektet er finansieret af EU programmet Intereg ØKS, samt af Region Sjælland, Region Hovedstaden og Region Skåne. BOFA er en blandt 20 danske og svenske partnere i projektet og i vores case deltager også AffaldPlus, Lunds Renhållningsverk og Aalborg Universitet.